For bare en uge siden så Danmark og verden meget andeledes ud, end den gør i dag. Antallet af smittede af covid-19 stiger. Danmark og store dele af verden er lukket ned og lukkes mere og mere ned for hver dag. De fleste kan ikke komme ud af eller ind i sit land. Alle holder afstand. De fleste af os sidder i ufrivilligt retræte hjemme, og mange uden indkomst. Økonomien er alvorligt truet. Det, som vi har set på film, er pludselig blevet virkelighed. Det virker så surrealistisk, men det er det ikke. Sådan ser verden ud nu. Den sikre, trygge verden vi troede, vi kendte, er væk.
Måske venter vi bare på, at alt kan blive som før…
Vil det ske?
Må det ske?
Skal vi fortsætte på den sti, det moderne menneske har begivet sig ud på med rovdrift på jordens ressourcer, livstruende miljøudfordring pga. forurening fra vores ubegrænsede overforbrug? Skal vi fortsætte den økonomisk løbebane, som kræver en konstant vækstkurve? Skal vi fortsætte med at have så travlt? Skal vi fortsætte med at være så presset af præstation og konkurrence - ville så meget - blive så stressede og udbrændte? Skal vi kunne acceptere et samfund, hvor så mange mennesker kommer til at lide af meningsløshed, depression, angst og misbrug? Er der tid nok til det nære, hinanden, kærligheden? Bliver vi lykkelige på denne sti? Finder vi fred?
Måske er denne covid-19 virus en alarmklokke!
Måske er det moder jord, der siger STOP! VÅGN OP! Hvad har I gang i?
Måske er det tid, at vi begynder at stille alvorlig spørgsmål ved den holdning, vi har overfor denne klode!
Måske er det tid, at det virkelig går op for os, at vi, mennesker ikke er herskere over jorden, men gæster på den sammen med en helt masse andre arter, som har ligeså meget ret til at være her som os!
Måske er det tid, at vi begynder at behandle vores vært ordentligt og udviser taknemmelighed!
Måske er det tid til virkelig at erkende, at der er noget, der er større end os.
Måske er det tid, at vi finder ydmygheden frem. Træder ned fra piedestalen, og indtager vores sande plads.
Måske er det tid, hvor vi finder gamle værdier frem igen som: enkelthed, nøjsomhed, nokhed og nærvær.
Måske er det tid til en økonomi, hvis succes er målt på 0 vækst – på balance og på trivsel.
Måske er en ufrivillig retræte i virkeligheden en gave!
Det lyder provokerende – måske, men den giver mulighed for at få sovet ud. Få slappet af. Få tid til familien. Få tid til at tænke over tingene – reflektere dybere end normalt. Få tid til at finde ud af, hvad der er virkelig vigtigt, når det kommer til stykket.
Livet viser sig nu meget tydeligt som det, det er: Konstant foranderligt og med altings ubestandighed. Kroppen er skrøbelig – pludselig kan det være forbi. MEN, det er sådan det er.
Spørgsmålet er om vi har turdet se det i øjnene, og leve efter det.
Det er kun, når vi virkelig forstår vores timelighed – at vi har en udløbsdato - virkelig forstår dette, at livet træder frem. Det er paradoksalt nok først da, at vi bliver rigtigt levende, nærværende og livets mirakel åbner sig for os. Livet er NU og kun NU. At leve i Nuet er ikke at være et sted på en tidlinje. Det er derimod at kunne være tilstede, nærværende og accepterende åben overfor det, der foregår i ens oplevelsesfelt, hvad end det så er. Det er at være i livet på livets præmisser.
Så denne tid kunne være en invitation til at blive stille, til at meditere, til at blive nærværende overfor det, der er fra øjeblik til øjeblik.
Måske er det tid til endnu flere og dybere spørgsmål:
Hvad er jeg her for?
Lever jeg på en sådan måde, at jeg kan dø uden at fortryde noget?
Hvor meget af det jeg gør, er kompromisser?
Bliver jeg ved med at udskyde det, jeg ”virkelig” gerne vil til en anden gang?
Det at stille spørgsmål og sidde stille med dem, gør at dit sind træder ud af vanemønstre og åbner sig. Spørgsmål er herved utrolig vigtige i sig selv. Og gør dig ikke anstrengelser med at fremtvinge svar. Sid afslappet efter et spørgsmål. Måske kommer der svar – måske ikke, men spørgsmålene vil under alle omstændigheder gøre dig nærværende og åben.
Så denne tid, hvor vi er tvunget til at stoppe op og sidder i vore hjem, kan være en invitation til en dybere kontakt med dig selv og dine kære, og måske til at finde et andet ståsted at leve dit liv ud fra.
Og det ser ud til at denne tid får os til at føle os mere forbundne, trods den fysiske adskilthed. Hvor er det godt!
Må vi alle komme vel og forandrede igennem denne tid. Må vi blive klogere, mere menneskelige, mere medfølende og nænsomme ved alt, vi rører ved.
Må vi være tilfredse med det, vi har. Må vi blive bedre til at leve livet på livets vilkår. Må vi få mere og mere øje på hinanden. Må vi hjælpe hinanden mere. Må vi elske mere.
Må vi alle være sunde og raske.
Min dybeste medfølelse for dem, der lider.
De allerkærligste hilsner
Susanne
